Golf og fisk

Orv! Der skulle gå næsten 2 mdr. siden jeg skrev sidst. Skandale!!

Jeg beklager meget og bringer her lidt billeder fra en fisketur Jónas og jeg var på i udkanten af Nuuk i slutningen af maj. Det var en super tur, hvor vi ikke fik så meget fisk med hjem, men tilgengæld fik renset sjælen og trukket vejret dybt ind.

Den samme ulk blev ved med at bide på krogen. Her forsøger Peter at fortælle den, at nu må den sgu stoppe med det pjat! De er jo ikke til at spise, de små svin.



Tilbage med Ulken. Sermitsiaq i baggrunden.


Jonas havde store evner den dag. Knækkede sin fine fiskestang, men løste den Gordiske (fiskeline) knude

Ud over at have fisket lidt, er jeg også begyndt at spille en del golf heroppe. Jeg er faktisk blevet medlem af Nuuk Golfklub (som er medlem af Dansk Golfunion) og det er pragtfuldt at rende rundt i fjeldet og lede efter sin bold, eller se den som i en pinball maskine, blive hamret fra den ene klippe til den anden. Når det en gang imellem lykkes at ramme fairway, er det med en lettelse, der er til at tage og føle på.
Men det er ikke kun fornøjelse. For der er match hver eneste weekend i denne periode. Således deltog jeg idag (og i en træningsmatch onsdag) og har minsandten også fået præmier med hjem. Indtil videre er det blevet til en golfkasket, golfbolde og....en støvsuger!!! I shit you not. Jeg vandt sgu en skidedyr støvsuger idag!

Golf er et herligt spil. Alle der siger andet er små mennesker! ;)

I må hygge jer. Jeg forsøger at vende tilbage inden længe.

Hmmm...

Er det fedt, hvis et dumt svin synes man er sympatisk? Er det godt hvis en elefant tror man er god til at flyve? Er det troværdigt hvis en korkprop fortæller én, at der ikke sker noget ved at dykke ned?



Tjaaa...det er jo individuelt, hvor stort et bedrag man vælger at leve sit liv efter, men lidt medbestemmelse har dog de fleste. Bedrag er jo en besynderlig størrelse for det peger jo på, at der er noget der ikke er det. Er det ikke det største bedrag?



Heroppe har vi det godt. Hvordan har I det?

!

En dansker døde i fredags på Store Malene efter et 300 m. fald. Frygteligt.

Vil bare lige gøre opmærksom på, at både Freia og jeg, samt vores nærmeste venner er ok og i god behold.

Stakkels kvinde.

Alt det bedste til hendes familie.

Upernavik

Lige et par indtryk langt nordfra blandt isbjerge og slædehunde. Jeg skulle egentlig have været til Tasiilaq og Ittoqqortoormiit på østkysten, men nu blev det istedet Upernavik på den nordlige vestkyst.


Jeg har fået mig et par små venner, der holder til ved huset. (1. maj)

Det er holdt op med at være mørkt. Her er midnatssol. Det har jeg ikke oplevet før. Det er en syret oplevelse. Der er ca. tre måneders lys på disse kanter. På de tre måneder skal alt nåes. Resten af tiden er her mørkt. Jeg har svært ved at forestille mig hvordan her er om vinteren, men på dette tidspunkt af året er her enestående.


Mon der er is nok til min drink? (2. maj)

Jeg har ladet mig fortælle, at kunstmalere har Upernavik som et af deres absolutte favoritrejsemål. Lyset her er helt specielt. Imidlertid er det dyrt at komme herop. Rigtigt dyrt. Faktisk så dyrt at her ikke er nogen hoteller, vandrehjem eller anden inkvartering. Man kan, hvis man er heldig, leje et lille hus for en uhyrlig sum. Jeg var heldig.


I al beskedenhed kan man vel godt kalde dette for en fin udsigt!?

Iøvrigt kan jeg afsløre at vi er flyttet og at det bestemt ikke var uden dramatik. Uden at gå i detaljer kan jeg berette, at jeg både har været kobberrød og ligbleg i ansigtet og haft meget varme hænder. Freia har haft kolde tær'. Men det har ikke så meget med det at vi skulle flytte at gøre. Det er en kronisk lidelse. Det hele endte imidlertid godt, så nu er vi inkvarteret på dobbelt så meget plads som før, i to etager med terrasse, men den fine udsigt fra vesterhavshytten er væk. En æra er forbi og en ny er begyndt. The king is dead, long live the new lejlighed!!

Et resumé

Det er ved at blive forår heroppe. Sneen smelter. Således solnedgang over Nordlandet ved Chokoladefabrikken. (15. april, 2008)

Orv, en hel måned er der gået siden jeg skrev sidst. Det er for galt! Men det er ganske enkelt fordi jeg har haft såååå travlt og været for optaget af alt for mange herlige ting til kunne sætte mig ned og skrive et par ord om tilværelsen her i Grønlands land.

Det forsøger jeg så at gøre nu.

Der er sket afsindigt mange spændende ting siden jeg har skrevet sidst (fra Banankysten) så jeg tror jeg vil nøjes med at remse dem op og så bare kaste lidt sporadiske fokus rundt omkring.

Fokus?

Vi har været på tur til Qooqqut med det gode skib Kissivik, hvilket var en fed tur med langrendsskiløb, jagt (mord på ryper, som vi - Freia og jeg - undlod at deltage i, selvom vi havde en salonbøsse med) og lidt fiskeri (fire Uvaq'er fik jeg sgu taget livet af!). Poker og højlydt diskussion om regler og indstilling til spillet blev det også til. (For den uindviede kan det tilføjes at Poker-regler er noget af det mest komplicerede når man har en promille på 7 og at alle - ALLE - har en opfattelse af, hvad der er god opførsel under spillet og hvad der bestemt ikke er det. Dagen efter havde vi alle tømmermænd.)

Det gode skib Kissivik.

Ingeborg og Joánnis i Qooqqut.

I påsken fik vi besøg af mine pragtfulde svigerforældre, hvilket ved et besynderligt tilfælde også er Freias forældre (!), og det var afsindigt hyggeligt. Eneste anke var, at det var overstået for hurtigt. Masser af skiløb, historiefortælling, planlægning af Uganda-tur til efteråret, højtlæsning fra guidebøger samt indtagelse af masser af god vin og pragtfuld mad. Uvaq'erne blev fortærret under deres besøg. Dejlig fisk, selvom den tilhører torskefamilien.

Svigerfar og svigersøn

Svigermor og svigersøn

Freia, Søren og Peter

Jeg er på mange måder en heldig kartoffel. Ikke alene har jeg en enestående kone, men mine svigerbanditter er også i særklasse pragtfulde. Hvor heldig kan man være?

Freia har været på endnu en tur til Stockholm og Nordisk Ministerråd. Mens hun var afsted fik jeg spist min kvote af frostpizzaer og i det hele taget ikke passet særligt godt på mig selv. Men sådan er det og det er der ingen grund til at forsøge at ændre på. Nu er hun heldigvis tilbage igen og vi hygger for fuld hammer.

Skal et smut til østgrønland i slutningen af måneden og derefter til Qaanaaq, så store oplevelser vinker velkommen forude.

Torrak!

Banankysten

En tjenesterejse til det sydlige Grønland - Banankysten som det misundeligt kaldes af resten af Grønland - er ved at være overstået. I skrivende stund befinder jeg mig i Qaqortoq (Julianehåb), hvor der er åhh så dejligt. Her ville jeg ikke have noget mod at bo på et tidspunkt. Freias storebror, Bjarke, med familie, har boet her i en periode, og jeg altid kun hørt positive udmeldinger om stedet. Det kan jeg godt forstå.


Qaqortoq havn med de pangfarvede huse på fjeldet bagved.


Her sejlede vi ud fra i sommer, da vi var på bådrejse fra Narsarsuaq til Nuuk. Det emmer af eventyr.

Før Qaqortoq var jeg et smut i Narsaq, der også er et dejligt sted, men som modsat Qaqortoq, har det svært i disse tider. Narsaq er stille og roligt ved at blive affolket. Det er synd for der er dejligt. Forfattersjæle og friluftsfolk burde tage et halvt år i Narsaq. Efter sigende kan et lidt ældre hus på omkring 100 m2, anskaffes for 80-100.000 kr. Det er værd at overveje.


Flere pangfarvede huse. Her i Narsaq. I dalen bagved er der flere fåreholdersteder. Måske tager jeg et sabbatår som fåreholder på et tidspunkt...

Glæder mig til at komme hjem til Freia. Det er ikke meget vi har fået set til hinanden den sidste måned. Det bliver der heldigvis lavet om på imorgen.

Oldefar

Peter Axel Hansen. Ca. 1906.

Her er han: Peter Axel Hansen. Min forfar. Ham der, blandt alle mulige andre umulige bedrifter, har muliggjort mig, hvilket er en besynderlig tanke som jeg vil lade ligge for nu.


Det gode skib Danmark i Danmarkshavn i det nordøstlige Grønland. Peter Axel Hansen m. fl., ca. 1907.

Han deltog i Danmarksekspeditionen i 1906-8 og bosatte sig efterfølgende i Aasisaat, hvor han mødte en sød lille grønlandsk godte (min oldemor). Mylius Erichsen, Høegh Hagen og Jørgen Brønlund var ikke så heldige. De frøs ihjel i 79 Fjorden i 1907. Sikke en skæbne. (Med på turen som ung aspirant var iøvrigt Peter Freuchen, som senere lavede en enorm indsats i Grønland sammen med Knud Rasmussen, før han (PF) efter mange år i Qaanaaq (Thule), og efter sin kones (for tidlige) død, emigrerede ud af kongeriget (på mange måder en klog mand), blev venner med Marilyn Monroe og vandt 64.000 $ spørgsmålet i et amerikansk quizshow.) For helvede, hvor var de seje dengang. Ikke fordi de døde, det gør folk jo trods alt stadig, men fordi de gjorde dét de gjorde. Hvad er det man gør idag?

Jeg har været på tjeneste til Diskobugten.


Min chef Isak (og familie er han også) på vej ombord på en Dell 222 fra Aasiaat til Kangaatisiaq.

Aasiaat, Kangaatsiaq og Qasigiannguit er blevet besøgt. I Aasiaat kan man næsten mærke historien i sneen. Det er her han ligger. Peter. Oldefaderen. Ophavet. Jeg mødte fætter Knud (min mors) og hans kone Elisabeth da vi var der. De er lige som den øvrige grønlandske familie, særdeles rare mennesker. Jeg er glad for at have mødt dem.


- 32 grader (ca. 50 med chillfaktor) på hundeslæde. Fantastisk! Det her er livet. Kangaatsiaq 12. februar, 2008.

I Kangaatsiaq er man i det "vilde vesten". (Der blev skudt en isbjørn tre timer efter vi var steget på helikopteren væk derfra, mod civilisationen, i Aasiaat). I Qasigiannguit (Christianshåb) er der så smukt, at ord falmer og man bare har lyst til at være...men det er der sjældent tid til. Den slags prioriteres ikke. Ikke i vores verden i hvert fald.
Mennesket er ikke nødvendigvis et specielt klogt væsen.


Qasigiannguit, 18´. februar, 2008

Her er han så: Efterkommeren, der, hvis jeg selv skal sige det, er et skvat, sammenlignet med den stovte forfader. Men det er fint. Jeg kan lukrere på at der er en linje mellem os. Det er nok.


Aasiaat, 9. februar, 2008.

Forskellige personer gør ting på forskellig måder til forskellige tider. Det er sådan, dét er. Men vi er nogle fæhoveder, hvis ikke vi forsøger at lære lidt af hinanden. Det tror jeg vi glemmer en gang imellem. Jeg gør.

Det blev et længere indlæg men jeg ved jo at I er tålmodige mennesker, så jeg er helt rolig.

Alt det bedste.