Oldefar

Peter Axel Hansen. Ca. 1906.

Her er han: Peter Axel Hansen. Min forfar. Ham der, blandt alle mulige andre umulige bedrifter, har muliggjort mig, hvilket er en besynderlig tanke som jeg vil lade ligge for nu.


Det gode skib Danmark i Danmarkshavn i det nordøstlige Grønland. Peter Axel Hansen m. fl., ca. 1907.

Han deltog i Danmarksekspeditionen i 1906-8 og bosatte sig efterfølgende i Aasisaat, hvor han mødte en sød lille grønlandsk godte (min oldemor). Mylius Erichsen, Høegh Hagen og Jørgen Brønlund var ikke så heldige. De frøs ihjel i 79 Fjorden i 1907. Sikke en skæbne. (Med på turen som ung aspirant var iøvrigt Peter Freuchen, som senere lavede en enorm indsats i Grønland sammen med Knud Rasmussen, før han (PF) efter mange år i Qaanaaq (Thule), og efter sin kones (for tidlige) død, emigrerede ud af kongeriget (på mange måder en klog mand), blev venner med Marilyn Monroe og vandt 64.000 $ spørgsmålet i et amerikansk quizshow.) For helvede, hvor var de seje dengang. Ikke fordi de døde, det gør folk jo trods alt stadig, men fordi de gjorde dét de gjorde. Hvad er det man gør idag?

Jeg har været på tjeneste til Diskobugten.


Min chef Isak (og familie er han også) på vej ombord på en Dell 222 fra Aasiaat til Kangaatisiaq.

Aasiaat, Kangaatsiaq og Qasigiannguit er blevet besøgt. I Aasiaat kan man næsten mærke historien i sneen. Det er her han ligger. Peter. Oldefaderen. Ophavet. Jeg mødte fætter Knud (min mors) og hans kone Elisabeth da vi var der. De er lige som den øvrige grønlandske familie, særdeles rare mennesker. Jeg er glad for at have mødt dem.


- 32 grader (ca. 50 med chillfaktor) på hundeslæde. Fantastisk! Det her er livet. Kangaatsiaq 12. februar, 2008.

I Kangaatsiaq er man i det "vilde vesten". (Der blev skudt en isbjørn tre timer efter vi var steget på helikopteren væk derfra, mod civilisationen, i Aasiaat). I Qasigiannguit (Christianshåb) er der så smukt, at ord falmer og man bare har lyst til at være...men det er der sjældent tid til. Den slags prioriteres ikke. Ikke i vores verden i hvert fald.
Mennesket er ikke nødvendigvis et specielt klogt væsen.


Qasigiannguit, 18´. februar, 2008

Her er han så: Efterkommeren, der, hvis jeg selv skal sige det, er et skvat, sammenlignet med den stovte forfader. Men det er fint. Jeg kan lukrere på at der er en linje mellem os. Det er nok.


Aasiaat, 9. februar, 2008.

Forskellige personer gør ting på forskellig måder til forskellige tider. Det er sådan, dét er. Men vi er nogle fæhoveder, hvis ikke vi forsøger at lære lidt af hinanden. Det tror jeg vi glemmer en gang imellem. Jeg gør.

Det blev et længere indlæg men jeg ved jo at I er tålmodige mennesker, så jeg er helt rolig.

Alt det bedste.

Aasiaat

Er et smut nordpå. I øjeblikket i Aasiaat og fra imorgen i Kangaatsiaq. Jeg er på tjenesterejse med min kollega, Lone. På turen kommer vi også forbi Qasigiannguit og Ilulissat.


Aasiaat vågner dovent op. Udsigten fra Sømandshjemmet søndag morgen.

Jeg har ikke så mange ord på mig lige nu, så I må nøjes med et par billeder fra Aasiaat havn. Alting er frosset til. Det er skide koldt. -32 igår. -27 idag.


Bemærk hvorledes havet "ryger". Lige vejr til en lille hygge tur i åben jolle (!)


...hvorfor ikke? Man skal jo for helvede komme rundt på en eller anden måde!!

Inden vi kom herop frøs min ene øreflip iøvrigt helt hård uden at jeg lagde mærke til det. Det var som at røre ved et lille stykke koldt træ. "Hvad katten laver et stykke træ, der hvor mit øre plejede at være?", tænkte jeg og gik ind i varmen. Heldigvis tøede den op igen og jeg er sluppet billigt, med lidt afskallet hud. Eksperter har berettet at det svarer til et brandsår og kan være ganske alvorligt.

Min Oldefar, Peter Axel Hansen, ligger begravet her i Aasiaat, så det er lidt specielt at være her. Han er en af de personer jeg ærgrer mig lidt over at jeg aldrig kan møde. Dem er der heldigvis en del af...desværre er der også en del jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt, og endnu flere jeg ville ønske jeg aldrig havde hørt om, men sådan har vi det nok alle.

Og således blev ordene alligevel flere end jeg havde troet. Tror jeg er fuld af dem. Alvoren er også til at få øje på, men jeg håber sandelig, at folk forstår, at jeg i bund og grund er et hyggeligt gemyt. Kunne jeg ellers slutte af med denne hilsen?

Hyggenygge