onsdag den 27. august 2008

Thor i Grønland - Part 2A, Nuuk

Vi ankom til Nuuk godt trætte og med udsigt til et jævnt underlag at sove på. Ikke luksus (madras på gulvet og luftmadras ligeså), men dog plant og uden tuer i nærheden.

Hvor vi havde strabadseret i Kangerlussuaq skulle Nuuk være rekreerende. Og det blev det. Intet synderligt fastlagt program bortset fra en fest (det vender jeg tilbage til) og lidt pasning af hund og kat for Hr. motzfeldts datter, Karen. Navnene på dyrene var Kajuu (brun) for hundens vedkommende, og Mulle (mulle) for kattens. Katten var sær og gik mest sine egne vegne - om natten, meget larmende - og hunden var mega opmærksomhedskrævende. Men de var søde begge to og vi nød at passe dem.

Kajuu slapper af i protest. Mon en dør snart bliver åbnet så jeg kan komme ud at rende?

Det var selvfølgelig dejligt at være hjemme hos Freia igen og for Thors vedkommende var det 9 mdr. siden de havde set hinanden sidst. Freia havde netop overstået 5 uger som fungerende afdelingschef (jeg er stooooolt) og havde lige som Thor og jeg behov for at slappe af.

To af vores gode par venner heroppe, Hanne og Søren samt Jóannis og Ingeborg, havde besluttet sig for at afslutte eventyret i Grønland og påbegynde et nyt i det henholdsvis fynske og norske. Det er et stort tab for os alle at de skulle hjem til Plørehullet og Norge, så vi mente at det skulle markeres med gravøl - en fest! Jeg vil spare jer for detaljerne, men blot oplyse, at det var super hyggeligt, med meget høj musik og meget, meget sprut. Efter de alvorlige taler om tab og tak-for-det-hele var overstået (og der var grund til stor tak!), blev der udlovet en præmie til den der brækkede sig først. Det viste sig at den arktiske danseabe-nisse var fulgt med os fra Kangerlussuaq. I overlegen stil og uden nævneværdig konkurrence vandt den stort. Her er nogle af de sidste billeder af den fra festen:


100 kr. lige ned i foret på abe-nissen. Men den forstod det ikke, eller også var det bare dét at være med der var det vigtige, for de 100 kr. blev dagen efter fundet på gulvet, krøllet sammen.

Da abe-nissen var forsvundet fik festen et mere konventionelt præg, nogen vil sige konformt, og der var en tid en risiko for at den skulle dø helt ud. Men så kom den stribede! Den stribede er Elmer. Elmer er lige som Thor og jeg (delvist) fra Hvidovre. Det er ikke noget man stolt indrømmer med mindre man er nødt til det, til gengæld har man en helt ubeskrivelig gensidig sympati og forståelse for hinanden når man møder en anden ligesindet skadet. Igen vil jeg skåne jer for deltaljerne og lade billederne tale for sig selv:



Den stribede satte fut i sagerne.
Der var også tid til lidt ømhed (selv om man er fra Hvidovre og Farum). Bemærk Leo og Cooper på væggen bagved, ved siden af lureren i den hvide skjorte.

Dagen efter var der tømmermænd og grillmad på programmet. Det at skaffe grillmad heroppe på en søndag kan sætte selv den mest tålmodige på en urimlig prøvelse. At sætte mig til at skaffe det, er direkte uansvarligt. Det lykkedes dog alligevel, efter jeg havde fået et mindre nervøst sammenbrud af at tale med en grønlandsk teenage pige i telefonen. Hun havde tilsyneladende DAMP, Dementia Precox og overskårne pandefrontallapper og var blevet placeret på lige netop den grillbar hvor vores pomfritter skulle komme fra den søndag. Jeg er både glad for- og stolt af, at både hun og jeg er til stede på denne vidunderlige jord idag.

Freia, Kajuu og Peter (med en puls på 190) på sofaen. Abe-nossen var ingensteder at finde, til gengæld var Thor kommet tilbage.

Mere følger...

1 kommentar:

Lene Pia sagde ...

Oooh, festen bringer mindelser om hedengangne singlepladefester for exil Hvidovrere igennem tiderne. "Yes sir, I can boogie" og "Da da da da da da da da, da da da da da da da da - da da da - dattelat - da da da - da da da (også kaldet 'Daddy Cool' for de uindviede). Det var tider, Snøft.

Kh
Party Madsen