tirsdag den 26. august 2008

Thor i Grønland - part 1, Kangerlussuaq

Ak ja, så skulle der gå alt for længe før jeg fik skrevet igen. Men der er fremgang. Intervallet er blevet kortere.

Der er sket meget - MEGET - siden jeg skrev sidst. Jeg vil bruge tid på det vigtigste: Thor var i Grønland og besøge os. Det var feeeeedest!!

Og her er han så, den stolte vandrer! Kangerlussuaq landingsbane i baggrunden.

Jeg mødte Thor i Kangerlussuaq lørdag d. 19. juli og var klar til at tage på intensiv vandring. Thor havde imidlertid fået sig et par gt'ere m.m. ombord på flyet og havde været oppe en million timer da han kom frem, så vi udsatte vandreriet til om søndagen. Da tog vi tilgengæld revanche.

Den lille buttede i naturen. Dingenoter på ryggen. Hævyrågbrællor på snudeskaftet. Var på dette tidspunkt tudefærdig af træthed og vi skulle helt ned for enden af den lortesø. Det forekom særdeles uoverskueligt, men det er forbløffende hvad man kan, når man har grædt lidt...

Et sted mellem 30 og 35 km. i kuperet terræn (omkring 1000 højdemeter), med 22-23 kg. på ryggen. Solen skinnede. Det var hårdt. Først 'døde' jeg, men kom til hægterne, efter lidt chokoladeindtag og biden tænderne sammen, tids nok til at opleve Thor 'dø' fuldkommen ca. 500 meter fra vores planlagte teltplads. "Vi bliver nok nødt til at slå lejr nu!" var afmægtighedens ord. Det gjorde vi, selvom det endda gik ned ad bakke da kræfterne slap op.

Københavneren i naturen. Indlandsisen bag københavneren. Det var for enden af denne sø vi slog lejr. Thor sidder på en tue. Efter denne tur, er der ikke noget jeg hader mere i denne verden end tuer. Fanden tage dem!


Thor beviste i sandhed at han er en super sej vandrer. Skide ligeglad med hvad helvede lortet vejer. Eltandbørste og fire personers 'fastligger'telt slæbte han rundt på. Sgu morsomt når man påtænker at der er vandrere der seriøst overvejer om de skal bruge mos til tænderne og kan slå deres telt ud af deres lommekniv. Tøsedrenge!

Dagen efter regnede det. Vi havde slået lejr omkring 3 km. fra indlandsisen og havde noget beskeden vandring med daypack først opad og derefter nedad igen. Vi var trætte efter gårsdagens strabadser så det var nok meget godt, at vi ikke skulle gå længere den dag. Der er noget helt særligt ved at opleve indlandsisen, faktisk særligt når det er lidt tåget eller diset. Det giver det bare et ekstra mytisk præg. Selvom det regnede var smilene brede og med livet som indsats blev det obligatoriske stykke indlandsis samlet op og puttet i den lige så obligatoriske Whisky (Laphroigh). Det var en rolig dag, så med et enkelt tilfælde af vertigo på vej tilbage til Hr. Las - indlasLas fristes man til at kalde ham - var der ingen synderlig dramatik den dag. Dagens dramatiske lavpunkt kom, da jeg forsøgte at fange en fisk i den sø vi camperede ved. 20 cm. dybt og vel mindst 5 km. til nærmeste fisk. Nå, men nu kan vi da om ikke andet sige, at vi har fisket ikke langt fra indlandsisen.



Indtryk fra isen.

Da vi havde spist morgenmad tirsdag morgen, pakkede vi lejren sammen og begav os friske og frejdige afsted på beskedne 15-17 km. vandring til østsiden af Sugar Loaf, hvor vi ville tage en enkelt overnatning før vi skulle tilbage til Kangerlussuaq. Ca. 30 sekunder inde i vores tur, fik jeg desværre et uheldigt ryk i...ja, ryggen, og troede et øjeblik at turen var forbi. For satan da, hvor gjorde det ondt. Jeg kom mig imidlertid forholdsvis hurtigt og turen blev tilbagelagt i et adstadigt tempo.

Lejren. Sugar Loaf i baggrunden.

Da vi havde slået lejr fik vi modvilligt overtalt hinanden til liiiige at gå over på den anden side af fjeldet og tjekke det vandfald der var indtegnet på kortet ud. Det var en god beslutning. Det var imponerende. Ikke så meget fordi det var stort, for det var det ikke, men fordi det var så voldsomt. Vi hang ud, tog uforholdsmæssigt mange billeder, slentrede tilbage til lejren og åd pulversuppe med ris (det smager himmelsk!) og dét var den dag.



Indtryk fra 'vandfaldet', som det meget funktionelt kaldes på både kort og skilt.

Dagen efter gik turen tilbage til Kangerlussuaq og en enkelt overnatning på en ussel campground (lige ved en kompressor til et frysehus - fanden tage dem!). En moskusburger blev indtaget og de seneste par dages indtryk ligeså. Om torsdagen gik turen til Nuuk i en Dash-7.

Det var første del. Mere følger.

Indlaslassen, som er en bestemt type arktisk abe-nisse, der hjemsøger disse steder med fjollet dans. Bemærk de særdeles lækre vandrestøvler og den kontrastfarvede (Alt for damerne) drikkedunk til 119 kr.

1 kommentar:

Christian Hviid Mortensen sagde ...

Det ser sgu lækkert ud! Kan man ikke sejle i kajak i det der vandfald?

Det er tid for skikataloger i postkassen, og det kan kun gå for langsomt, før jeg igen har sne under sålerne! Kan du ikke tjekke heliskiing i Tasiilaq ud? Så starter jeg en plagekampagne på Johan... ;o)