lørdag den 1. december 2007

Maniitsoq, Ilulissat, Nuuk

Vel tilbage fra tjenesterejse.

Havde en god og frugtbar tur rent fagligt og en fantastisk tur rent oplevelsesmæssigt. Skønt at have oplevet yderligere to byer i Grønland.


Tyskeren i Maniitsoq trodser stormen.

Maniitsoq ligger ca. 170 km. nord for Nuuk og har nogenlunde det samme klima. Imidlertid var både Nuuk og Maniitsoq plaget af kraftige storme med vindstød op til orkanstyrke på dette tidspunkt, hvilket begrænsede de udendørs aktiviteter i nogen grad. Men man er sgu for kedelig, hvis ikke man trodser stormen og prøver at få en på opleveren alligevel, når nu man er så heldig at være i så fantastisk et land.




Kangerlussuaq på en smuk frostklar dag.

For at komme videre fra Maniitsoq til Ilulissat, skulle jeg en tur over Kangerlussuaq. Jeg ELSKER Kangerlussuaq! Der er mange der ikke helt forstår det for "der er jo ikke noget!?" som de siger. Men det ER der! Har man én gang været på vandretur i Kangerlussuaq området, vil man altid frydes over at komme tilbage. Der er sååååå smukt og jeg føler mig ren på en mærkelig og befriende måde når jeg er her.


Ilulissat. 150 m. høje isbjerge i baggrunden.

Illulissat er hovedby i Diskobugten og Grønlands 3-4 største by. Sammen med Tasiilaq på østkøsten er det her de fleste turister tager hen. I Tassiilaq er det vilde horder af islændinge der hærger og i Ilulissat er det turister fra resten af verden. Det er også her at Anders Fucking Fogh og Connie Hedelår viser Grønland frem for interessanter, som var det deres helt egen zoologiske have. Det er dejligt at være dansk, for så har man altid ret og det man gør er altid rigtigt.


Der er omkring 4000 slædehunde i Ilulissat.

Vel tilbage i Nuuk, havde stormen lagt sig og vejret viste sig igen fra sin absolut bedste side. Det tager omkring 2 timer i et Dash-7 fly, at tilbagelægge distancen fra Ilulissat til Nuuk, men selvom afstanden ikke er større er der alligevel kæmpe forskel i dagens længde fra det ene sted til det andet. I Ilulissat var det mere eller mindre tusmørke når det var lysest. I Nuuk er det væsentligt lysere og i denne tid har man fornøjelsen af at kunne se månen det meste af døgnet. Tror jeg ville have svært ved at leve i længere tid uden dagslys og har fået en meget god forståelse for den indvirkning som manglende dagslys har på humør og psyke...og jeg var endda kun i Ilulissat i tre dage! Dejligt at være tilbage i lyset og min dejlige kones bløde favn.


Udsigten mod nordlandet en lørdag morgen.