Thor i Grønland - part 1, Kangerlussuaq

Ak ja, så skulle der gå alt for længe før jeg fik skrevet igen. Men der er fremgang. Intervallet er blevet kortere.

Der er sket meget - MEGET - siden jeg skrev sidst. Jeg vil bruge tid på det vigtigste: Thor var i Grønland og besøge os. Det var feeeeedest!!

Og her er han så, den stolte vandrer! Kangerlussuaq landingsbane i baggrunden.

Jeg mødte Thor i Kangerlussuaq lørdag d. 19. juli og var klar til at tage på intensiv vandring. Thor havde imidlertid fået sig et par gt'ere m.m. ombord på flyet og havde været oppe en million timer da han kom frem, så vi udsatte vandreriet til om søndagen. Da tog vi tilgengæld revanche.

Den lille buttede i naturen. Dingenoter på ryggen. Hævyrågbrællor på snudeskaftet. Var på dette tidspunkt tudefærdig af træthed og vi skulle helt ned for enden af den lortesø. Det forekom særdeles uoverskueligt, men det er forbløffende hvad man kan, når man har grædt lidt...

Et sted mellem 30 og 35 km. i kuperet terræn (omkring 1000 højdemeter), med 22-23 kg. på ryggen. Solen skinnede. Det var hårdt. Først 'døde' jeg, men kom til hægterne, efter lidt chokoladeindtag og biden tænderne sammen, tids nok til at opleve Thor 'dø' fuldkommen ca. 500 meter fra vores planlagte teltplads. "Vi bliver nok nødt til at slå lejr nu!" var afmægtighedens ord. Det gjorde vi, selvom det endda gik ned ad bakke da kræfterne slap op.

Københavneren i naturen. Indlandsisen bag københavneren. Det var for enden af denne sø vi slog lejr. Thor sidder på en tue. Efter denne tur, er der ikke noget jeg hader mere i denne verden end tuer. Fanden tage dem!


Thor beviste i sandhed at han er en super sej vandrer. Skide ligeglad med hvad helvede lortet vejer. Eltandbørste og fire personers 'fastligger'telt slæbte han rundt på. Sgu morsomt når man påtænker at der er vandrere der seriøst overvejer om de skal bruge mos til tænderne og kan slå deres telt ud af deres lommekniv. Tøsedrenge!

Dagen efter regnede det. Vi havde slået lejr omkring 3 km. fra indlandsisen og havde noget beskeden vandring med daypack først opad og derefter nedad igen. Vi var trætte efter gårsdagens strabadser så det var nok meget godt, at vi ikke skulle gå længere den dag. Der er noget helt særligt ved at opleve indlandsisen, faktisk særligt når det er lidt tåget eller diset. Det giver det bare et ekstra mytisk præg. Selvom det regnede var smilene brede og med livet som indsats blev det obligatoriske stykke indlandsis samlet op og puttet i den lige så obligatoriske Whisky (Laphroigh). Det var en rolig dag, så med et enkelt tilfælde af vertigo på vej tilbage til Hr. Las - indlasLas fristes man til at kalde ham - var der ingen synderlig dramatik den dag. Dagens dramatiske lavpunkt kom, da jeg forsøgte at fange en fisk i den sø vi camperede ved. 20 cm. dybt og vel mindst 5 km. til nærmeste fisk. Nå, men nu kan vi da om ikke andet sige, at vi har fisket ikke langt fra indlandsisen.



Indtryk fra isen.

Da vi havde spist morgenmad tirsdag morgen, pakkede vi lejren sammen og begav os friske og frejdige afsted på beskedne 15-17 km. vandring til østsiden af Sugar Loaf, hvor vi ville tage en enkelt overnatning før vi skulle tilbage til Kangerlussuaq. Ca. 30 sekunder inde i vores tur, fik jeg desværre et uheldigt ryk i...ja, ryggen, og troede et øjeblik at turen var forbi. For satan da, hvor gjorde det ondt. Jeg kom mig imidlertid forholdsvis hurtigt og turen blev tilbagelagt i et adstadigt tempo.

Lejren. Sugar Loaf i baggrunden.

Da vi havde slået lejr fik vi modvilligt overtalt hinanden til liiiige at gå over på den anden side af fjeldet og tjekke det vandfald der var indtegnet på kortet ud. Det var en god beslutning. Det var imponerende. Ikke så meget fordi det var stort, for det var det ikke, men fordi det var så voldsomt. Vi hang ud, tog uforholdsmæssigt mange billeder, slentrede tilbage til lejren og åd pulversuppe med ris (det smager himmelsk!) og dét var den dag.



Indtryk fra 'vandfaldet', som det meget funktionelt kaldes på både kort og skilt.

Dagen efter gik turen tilbage til Kangerlussuaq og en enkelt overnatning på en ussel campground (lige ved en kompressor til et frysehus - fanden tage dem!). En moskusburger blev indtaget og de seneste par dages indtryk ligeså. Om torsdagen gik turen til Nuuk i en Dash-7.

Det var første del. Mere følger.

Indlaslassen, som er en bestemt type arktisk abe-nisse, der hjemsøger disse steder med fjollet dans. Bemærk de særdeles lækre vandrestøvler og den kontrastfarvede (Alt for damerne) drikkedunk til 119 kr.

Golf og fisk

Orv! Der skulle gå næsten 2 mdr. siden jeg skrev sidst. Skandale!!

Jeg beklager meget og bringer her lidt billeder fra en fisketur Jónas og jeg var på i udkanten af Nuuk i slutningen af maj. Det var en super tur, hvor vi ikke fik så meget fisk med hjem, men tilgengæld fik renset sjælen og trukket vejret dybt ind.

Den samme ulk blev ved med at bide på krogen. Her forsøger Peter at fortælle den, at nu må den sgu stoppe med det pjat! De er jo ikke til at spise, de små svin.



Tilbage med Ulken. Sermitsiaq i baggrunden.


Jonas havde store evner den dag. Knækkede sin fine fiskestang, men løste den Gordiske (fiskeline) knude

Ud over at have fisket lidt, er jeg også begyndt at spille en del golf heroppe. Jeg er faktisk blevet medlem af Nuuk Golfklub (som er medlem af Dansk Golfunion) og det er pragtfuldt at rende rundt i fjeldet og lede efter sin bold, eller se den som i en pinball maskine, blive hamret fra den ene klippe til den anden. Når det en gang imellem lykkes at ramme fairway, er det med en lettelse, der er til at tage og føle på.
Men det er ikke kun fornøjelse. For der er match hver eneste weekend i denne periode. Således deltog jeg idag (og i en træningsmatch onsdag) og har minsandten også fået præmier med hjem. Indtil videre er det blevet til en golfkasket, golfbolde og....en støvsuger!!! I shit you not. Jeg vandt sgu en skidedyr støvsuger idag!

Golf er et herligt spil. Alle der siger andet er små mennesker! ;)

I må hygge jer. Jeg forsøger at vende tilbage inden længe.

Hmmm...

Er det fedt, hvis et dumt svin synes man er sympatisk? Er det godt hvis en elefant tror man er god til at flyve? Er det troværdigt hvis en korkprop fortæller én, at der ikke sker noget ved at dykke ned?



Tjaaa...det er jo individuelt, hvor stort et bedrag man vælger at leve sit liv efter, men lidt medbestemmelse har dog de fleste. Bedrag er jo en besynderlig størrelse for det peger jo på, at der er noget der ikke er det. Er det ikke det største bedrag?



Heroppe har vi det godt. Hvordan har I det?

!

En dansker døde i fredags på Store Malene efter et 300 m. fald. Frygteligt.

Vil bare lige gøre opmærksom på, at både Freia og jeg, samt vores nærmeste venner er ok og i god behold.

Stakkels kvinde.

Alt det bedste til hendes familie.

Upernavik

Lige et par indtryk langt nordfra blandt isbjerge og slædehunde. Jeg skulle egentlig have været til Tasiilaq og Ittoqqortoormiit på østkysten, men nu blev det istedet Upernavik på den nordlige vestkyst.


Jeg har fået mig et par små venner, der holder til ved huset. (1. maj)

Det er holdt op med at være mørkt. Her er midnatssol. Det har jeg ikke oplevet før. Det er en syret oplevelse. Der er ca. tre måneders lys på disse kanter. På de tre måneder skal alt nåes. Resten af tiden er her mørkt. Jeg har svært ved at forestille mig hvordan her er om vinteren, men på dette tidspunkt af året er her enestående.


Mon der er is nok til min drink? (2. maj)

Jeg har ladet mig fortælle, at kunstmalere har Upernavik som et af deres absolutte favoritrejsemål. Lyset her er helt specielt. Imidlertid er det dyrt at komme herop. Rigtigt dyrt. Faktisk så dyrt at her ikke er nogen hoteller, vandrehjem eller anden inkvartering. Man kan, hvis man er heldig, leje et lille hus for en uhyrlig sum. Jeg var heldig.


I al beskedenhed kan man vel godt kalde dette for en fin udsigt!?

Iøvrigt kan jeg afsløre at vi er flyttet og at det bestemt ikke var uden dramatik. Uden at gå i detaljer kan jeg berette, at jeg både har været kobberrød og ligbleg i ansigtet og haft meget varme hænder. Freia har haft kolde tær'. Men det har ikke så meget med det at vi skulle flytte at gøre. Det er en kronisk lidelse. Det hele endte imidlertid godt, så nu er vi inkvarteret på dobbelt så meget plads som før, i to etager med terrasse, men den fine udsigt fra vesterhavshytten er væk. En æra er forbi og en ny er begyndt. The king is dead, long live the new lejlighed!!

Et resumé

Det er ved at blive forår heroppe. Sneen smelter. Således solnedgang over Nordlandet ved Chokoladefabrikken. (15. april, 2008)

Orv, en hel måned er der gået siden jeg skrev sidst. Det er for galt! Men det er ganske enkelt fordi jeg har haft såååå travlt og været for optaget af alt for mange herlige ting til kunne sætte mig ned og skrive et par ord om tilværelsen her i Grønlands land.

Det forsøger jeg så at gøre nu.

Der er sket afsindigt mange spændende ting siden jeg har skrevet sidst (fra Banankysten) så jeg tror jeg vil nøjes med at remse dem op og så bare kaste lidt sporadiske fokus rundt omkring.

Fokus?

Vi har været på tur til Qooqqut med det gode skib Kissivik, hvilket var en fed tur med langrendsskiløb, jagt (mord på ryper, som vi - Freia og jeg - undlod at deltage i, selvom vi havde en salonbøsse med) og lidt fiskeri (fire Uvaq'er fik jeg sgu taget livet af!). Poker og højlydt diskussion om regler og indstilling til spillet blev det også til. (For den uindviede kan det tilføjes at Poker-regler er noget af det mest komplicerede når man har en promille på 7 og at alle - ALLE - har en opfattelse af, hvad der er god opførsel under spillet og hvad der bestemt ikke er det. Dagen efter havde vi alle tømmermænd.)

Det gode skib Kissivik.

Ingeborg og Joánnis i Qooqqut.

I påsken fik vi besøg af mine pragtfulde svigerforældre, hvilket ved et besynderligt tilfælde også er Freias forældre (!), og det var afsindigt hyggeligt. Eneste anke var, at det var overstået for hurtigt. Masser af skiløb, historiefortælling, planlægning af Uganda-tur til efteråret, højtlæsning fra guidebøger samt indtagelse af masser af god vin og pragtfuld mad. Uvaq'erne blev fortærret under deres besøg. Dejlig fisk, selvom den tilhører torskefamilien.

Svigerfar og svigersøn

Svigermor og svigersøn

Freia, Søren og Peter

Jeg er på mange måder en heldig kartoffel. Ikke alene har jeg en enestående kone, men mine svigerbanditter er også i særklasse pragtfulde. Hvor heldig kan man være?

Freia har været på endnu en tur til Stockholm og Nordisk Ministerråd. Mens hun var afsted fik jeg spist min kvote af frostpizzaer og i det hele taget ikke passet særligt godt på mig selv. Men sådan er det og det er der ingen grund til at forsøge at ændre på. Nu er hun heldigvis tilbage igen og vi hygger for fuld hammer.

Skal et smut til østgrønland i slutningen af måneden og derefter til Qaanaaq, så store oplevelser vinker velkommen forude.

Torrak!

Banankysten

En tjenesterejse til det sydlige Grønland - Banankysten som det misundeligt kaldes af resten af Grønland - er ved at være overstået. I skrivende stund befinder jeg mig i Qaqortoq (Julianehåb), hvor der er åhh så dejligt. Her ville jeg ikke have noget mod at bo på et tidspunkt. Freias storebror, Bjarke, med familie, har boet her i en periode, og jeg altid kun hørt positive udmeldinger om stedet. Det kan jeg godt forstå.


Qaqortoq havn med de pangfarvede huse på fjeldet bagved.


Her sejlede vi ud fra i sommer, da vi var på bådrejse fra Narsarsuaq til Nuuk. Det emmer af eventyr.

Før Qaqortoq var jeg et smut i Narsaq, der også er et dejligt sted, men som modsat Qaqortoq, har det svært i disse tider. Narsaq er stille og roligt ved at blive affolket. Det er synd for der er dejligt. Forfattersjæle og friluftsfolk burde tage et halvt år i Narsaq. Efter sigende kan et lidt ældre hus på omkring 100 m2, anskaffes for 80-100.000 kr. Det er værd at overveje.


Flere pangfarvede huse. Her i Narsaq. I dalen bagved er der flere fåreholdersteder. Måske tager jeg et sabbatår som fåreholder på et tidspunkt...

Glæder mig til at komme hjem til Freia. Det er ikke meget vi har fået set til hinanden den sidste måned. Det bliver der heldigvis lavet om på imorgen.