Thor i Grønland - Part 2A, Nuuk

Vi ankom til Nuuk godt trætte og med udsigt til et jævnt underlag at sove på. Ikke luksus (madras på gulvet og luftmadras ligeså), men dog plant og uden tuer i nærheden.

Hvor vi havde strabadseret i Kangerlussuaq skulle Nuuk være rekreerende. Og det blev det. Intet synderligt fastlagt program bortset fra en fest (det vender jeg tilbage til) og lidt pasning af hund og kat for Hr. motzfeldts datter, Karen. Navnene på dyrene var Kajuu (brun) for hundens vedkommende, og Mulle (mulle) for kattens. Katten var sær og gik mest sine egne vegne - om natten, meget larmende - og hunden var mega opmærksomhedskrævende. Men de var søde begge to og vi nød at passe dem.

Kajuu slapper af i protest. Mon en dør snart bliver åbnet så jeg kan komme ud at rende?

Det var selvfølgelig dejligt at være hjemme hos Freia igen og for Thors vedkommende var det 9 mdr. siden de havde set hinanden sidst. Freia havde netop overstået 5 uger som fungerende afdelingschef (jeg er stooooolt) og havde lige som Thor og jeg behov for at slappe af.

To af vores gode par venner heroppe, Hanne og Søren samt Jóannis og Ingeborg, havde besluttet sig for at afslutte eventyret i Grønland og påbegynde et nyt i det henholdsvis fynske og norske. Det er et stort tab for os alle at de skulle hjem til Plørehullet og Norge, så vi mente at det skulle markeres med gravøl - en fest! Jeg vil spare jer for detaljerne, men blot oplyse, at det var super hyggeligt, med meget høj musik og meget, meget sprut. Efter de alvorlige taler om tab og tak-for-det-hele var overstået (og der var grund til stor tak!), blev der udlovet en præmie til den der brækkede sig først. Det viste sig at den arktiske danseabe-nisse var fulgt med os fra Kangerlussuaq. I overlegen stil og uden nævneværdig konkurrence vandt den stort. Her er nogle af de sidste billeder af den fra festen:


100 kr. lige ned i foret på abe-nissen. Men den forstod det ikke, eller også var det bare dét at være med der var det vigtige, for de 100 kr. blev dagen efter fundet på gulvet, krøllet sammen.

Da abe-nissen var forsvundet fik festen et mere konventionelt præg, nogen vil sige konformt, og der var en tid en risiko for at den skulle dø helt ud. Men så kom den stribede! Den stribede er Elmer. Elmer er lige som Thor og jeg (delvist) fra Hvidovre. Det er ikke noget man stolt indrømmer med mindre man er nødt til det, til gengæld har man en helt ubeskrivelig gensidig sympati og forståelse for hinanden når man møder en anden ligesindet skadet. Igen vil jeg skåne jer for deltaljerne og lade billederne tale for sig selv:



Den stribede satte fut i sagerne.
Der var også tid til lidt ømhed (selv om man er fra Hvidovre og Farum). Bemærk Leo og Cooper på væggen bagved, ved siden af lureren i den hvide skjorte.

Dagen efter var der tømmermænd og grillmad på programmet. Det at skaffe grillmad heroppe på en søndag kan sætte selv den mest tålmodige på en urimlig prøvelse. At sætte mig til at skaffe det, er direkte uansvarligt. Det lykkedes dog alligevel, efter jeg havde fået et mindre nervøst sammenbrud af at tale med en grønlandsk teenage pige i telefonen. Hun havde tilsyneladende DAMP, Dementia Precox og overskårne pandefrontallapper og var blevet placeret på lige netop den grillbar hvor vores pomfritter skulle komme fra den søndag. Jeg er både glad for- og stolt af, at både hun og jeg er til stede på denne vidunderlige jord idag.

Freia, Kajuu og Peter (med en puls på 190) på sofaen. Abe-nossen var ingensteder at finde, til gengæld var Thor kommet tilbage.

Mere følger...

Thor i Grønland - part 1, Kangerlussuaq

Ak ja, så skulle der gå alt for længe før jeg fik skrevet igen. Men der er fremgang. Intervallet er blevet kortere.

Der er sket meget - MEGET - siden jeg skrev sidst. Jeg vil bruge tid på det vigtigste: Thor var i Grønland og besøge os. Det var feeeeedest!!

Og her er han så, den stolte vandrer! Kangerlussuaq landingsbane i baggrunden.

Jeg mødte Thor i Kangerlussuaq lørdag d. 19. juli og var klar til at tage på intensiv vandring. Thor havde imidlertid fået sig et par gt'ere m.m. ombord på flyet og havde været oppe en million timer da han kom frem, så vi udsatte vandreriet til om søndagen. Da tog vi tilgengæld revanche.

Den lille buttede i naturen. Dingenoter på ryggen. Hævyrågbrællor på snudeskaftet. Var på dette tidspunkt tudefærdig af træthed og vi skulle helt ned for enden af den lortesø. Det forekom særdeles uoverskueligt, men det er forbløffende hvad man kan, når man har grædt lidt...

Et sted mellem 30 og 35 km. i kuperet terræn (omkring 1000 højdemeter), med 22-23 kg. på ryggen. Solen skinnede. Det var hårdt. Først 'døde' jeg, men kom til hægterne, efter lidt chokoladeindtag og biden tænderne sammen, tids nok til at opleve Thor 'dø' fuldkommen ca. 500 meter fra vores planlagte teltplads. "Vi bliver nok nødt til at slå lejr nu!" var afmægtighedens ord. Det gjorde vi, selvom det endda gik ned ad bakke da kræfterne slap op.

Københavneren i naturen. Indlandsisen bag københavneren. Det var for enden af denne sø vi slog lejr. Thor sidder på en tue. Efter denne tur, er der ikke noget jeg hader mere i denne verden end tuer. Fanden tage dem!


Thor beviste i sandhed at han er en super sej vandrer. Skide ligeglad med hvad helvede lortet vejer. Eltandbørste og fire personers 'fastligger'telt slæbte han rundt på. Sgu morsomt når man påtænker at der er vandrere der seriøst overvejer om de skal bruge mos til tænderne og kan slå deres telt ud af deres lommekniv. Tøsedrenge!

Dagen efter regnede det. Vi havde slået lejr omkring 3 km. fra indlandsisen og havde noget beskeden vandring med daypack først opad og derefter nedad igen. Vi var trætte efter gårsdagens strabadser så det var nok meget godt, at vi ikke skulle gå længere den dag. Der er noget helt særligt ved at opleve indlandsisen, faktisk særligt når det er lidt tåget eller diset. Det giver det bare et ekstra mytisk præg. Selvom det regnede var smilene brede og med livet som indsats blev det obligatoriske stykke indlandsis samlet op og puttet i den lige så obligatoriske Whisky (Laphroigh). Det var en rolig dag, så med et enkelt tilfælde af vertigo på vej tilbage til Hr. Las - indlasLas fristes man til at kalde ham - var der ingen synderlig dramatik den dag. Dagens dramatiske lavpunkt kom, da jeg forsøgte at fange en fisk i den sø vi camperede ved. 20 cm. dybt og vel mindst 5 km. til nærmeste fisk. Nå, men nu kan vi da om ikke andet sige, at vi har fisket ikke langt fra indlandsisen.



Indtryk fra isen.

Da vi havde spist morgenmad tirsdag morgen, pakkede vi lejren sammen og begav os friske og frejdige afsted på beskedne 15-17 km. vandring til østsiden af Sugar Loaf, hvor vi ville tage en enkelt overnatning før vi skulle tilbage til Kangerlussuaq. Ca. 30 sekunder inde i vores tur, fik jeg desværre et uheldigt ryk i...ja, ryggen, og troede et øjeblik at turen var forbi. For satan da, hvor gjorde det ondt. Jeg kom mig imidlertid forholdsvis hurtigt og turen blev tilbagelagt i et adstadigt tempo.

Lejren. Sugar Loaf i baggrunden.

Da vi havde slået lejr fik vi modvilligt overtalt hinanden til liiiige at gå over på den anden side af fjeldet og tjekke det vandfald der var indtegnet på kortet ud. Det var en god beslutning. Det var imponerende. Ikke så meget fordi det var stort, for det var det ikke, men fordi det var så voldsomt. Vi hang ud, tog uforholdsmæssigt mange billeder, slentrede tilbage til lejren og åd pulversuppe med ris (det smager himmelsk!) og dét var den dag.



Indtryk fra 'vandfaldet', som det meget funktionelt kaldes på både kort og skilt.

Dagen efter gik turen tilbage til Kangerlussuaq og en enkelt overnatning på en ussel campground (lige ved en kompressor til et frysehus - fanden tage dem!). En moskusburger blev indtaget og de seneste par dages indtryk ligeså. Om torsdagen gik turen til Nuuk i en Dash-7.

Det var første del. Mere følger.

Indlaslassen, som er en bestemt type arktisk abe-nisse, der hjemsøger disse steder med fjollet dans. Bemærk de særdeles lækre vandrestøvler og den kontrastfarvede (Alt for damerne) drikkedunk til 119 kr.